Martin Bisgaard mødte sine gamle klubkammerater og havde det fint efter kampen og sejren til FHK.
Odder: - Jeg kender alle Odder-spillerne. Jeg ved, at Odder aldrig er slået, før kampen er slut. Derfor følte jeg mig heller ikke sikker på sejr, selv om vi førte stort, sagde Martin Bisgaard fra Fredericia HK efter mødet med sine gamle klubkammerater fra Odder.
Martin Bisgaard spillede fire sæsoner i Odder, før han blev ramt af den skarpe sparekniv efter sidste sæson. Odder ville gerne beholde ham, men der blev skåret dybt af økonomiske årsager.
- Jeg har fået en god start i Fredericia. Vi går efter at slutte i top-3. Det kunne være skønt at komme op i ligaen i næste sæson, men vi sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt. Der er mange vanskelige kampe, ikke mindst udekampene, og kampen i Odder var en af dem, der nu er fint overstået, men vi skal også til Sydhavsøerne og Tønder, sagde Martin Bisgaard.
Kampens store spiller var målmand Jimmi Andersen.
- Vi spillede 40 gode minutter, men pludselig fik vi problemer, selv om vi spillede op til vort bedste, sagde den store målmand.
Fredericia HK's træner Jesper Houmark:
- Vi spillede godt, men var for uskarpe i afslutningerne. Jeg tog Jimmi Andersen ud i slutfasen, da Odder havde scoret tre gange i træk, men kun for at han skulle have en kort pause - og så skulle han på banen igen. Det kom han, og han kvitterede ved at gribe en Odder-skytte ud. Vi fik en fin opbakning af de mange medrejsende tilskuere fra Fredericia.
Odders træner Jacob Knudsen:
- Vi er enormt skuffede. Jeg har sagt, at Fredericia har den bedste top, og den bedste bredde. Det viste sig også i aften. Derfor er det fint, at vi kan være skuffede over, at vi ikke vandt. Jeg var meget utilfreds med den dommerkendelse, der kom til at afgøre kampen ved 26-25, da vi blev ramt af en udvisning.