Tunø: Der bliver holdt øje med vejrudsigten, og foreløbig ser den fornuftig ud for Tunø Festival. Dermed kan arrangementet sælge flere billetter, lyder håbet fra øen.
- Købemønsteret har ændret sig meget. Mange køber billetter i sidste øjeblik, så vi håber på godt vejr og mange mennesker. Men alt kører, som det plejer, og det lader til, det bliver en god sommer, siger Lars Løhndorf, der er formand for festivalens PR-udvalg.
Foreløbig er der solgt 1000 billetter.
- Det er der, hvor vi er tilfredse. Øen kan bære 1800 gæster, men det har vi ikke været oppe på de seneste fem-seks år. Vi skal også passe på øen, siger Lars Løhndorf.
Prins Henrik har i mange år besøgt festivalen, og i 2014 blev han protektor. Sidste år besøgte han igen Tunø Festival, som ikke har konkrete planer om at finde en ny protektor efter prisens død.
- Han gav et engangsprotektorat, og så blev han æresmedlem. Vi mindes ham i år, og så har vi en idé om, at vi skal have nye kongelige æresmedlemmer. Vi er stadig lidt flyvende på prins Henriks besøg sidste år, og vi har lidt sår i hjertet, så vi har bare lyst til at mindes ham i år, siger Lars Løhndorf.
-
Jan Svarrer er konferencier ved festivalen, der foregår 5.-8. juli. Han vil præsentere navne som Sussi og Leo, Nikolaj og Piloterne, Nice Try, Back To Back, Silas Holst & The Orc og Tamra Rosanes Trio. Der er også noget for børnene, der kan opleve Sørens Safari Show, Mek Pek, søn og Onkel Tot og Kalles Trommeshow.
Borgmester Uffe Jensen (V) er med ved åbningen, og Odder Garden kommer også forbi.
Vil gerne have fat i børnefamilier
Den første festival på øen blev holdt i 1987 og bød på jazz og folkemusik. Siden har stilen ændret sig, og folkene bag festivalen har arbejdet på at sikre festivalens fremtid.
- Dem, der kommer, er dem på plus 40. Det er vores primære publikum. Men vi vil rigtigt gerne satse lidt mere på børnefamilierne. Vi synes også, at vi skal prøve at udvikle os, siger Lars Løhndorf.
Programmet byder primært på danske navne.
- Kommercielt er højdepunkterne nok Back To Back, Nikolaj og Piloterne samt Sussi og Leo. Selv glæder jeg mig til at høre Louise Dubiel, det er blød, dansk popmusik, og hun er en dejlig pige. Vores bodega har gjort et scoop med Drabant, der spiller torsdag. De er fra det nordlige Aarhus og bliver et hit i 2019, mener Lars Løhndorf.
Tunø Festival åbnes torsdag 5. juli kl. 12.30.