Ann Linneberg har været i flere af byens saloner i sin 24 år lange karriere. Nu springer hun ud som selvstændig miljøbevidst frisør.
Odder: Kan der virkelig være flere frisørsaloner i Odder? Og så endda på Holsteinsgade, hvor der i forvejen er fire.
Ja, siger Ann Linneberg, der er femte og nyeste skud på frisørstammen i byens frisør- og frokostgade.
- Der er mange saloner, men mange af dem er små, så jeg tror ikke, antallet af frisører er højere end i andre byer, siger Ann Linneberg, der 1. oktober åbner salon i eget navn.
Hun vil langt fra være et nyt ansigt for byens frisørkunder. Hun begyndte i lære i 1995 i Salon Centrum og har siden arbejdet hos Salon Faust og Cheri, indtil hun for 13 år siden startede hos Kiplev og Frandsen. På det tidspunkt lå salonen i gågaden, men rykkede til Rosensgade 21.
- Det var den tredje salon, jeg havde arbejdet i, der boede i nummer 21, griner frisøren.
Det sjove sammentræf til trods har den 40-årige frisør ikke overvejet at købe Salon Kiplev, da den blev solgt tidligere på året.
- Jeg vidste, jeg ville være mig selv. Det er alt for omfattende at have ansatte, og jeg bliver ikke selvstændig for at knokle en vis legemsdel ud af buskerne, forklarer Ann Linneberg.

- Kollegerne i gaden har taget godt imod mig. Vi er alle lokale og kender hinanden og har hver vores kunder.
Fleksibel efter familien
Måske nærmere tværtimod. For som mor i en sammenbragt familie med tilsammen fire børn hver anden uge, så er fleksibilitet en meget høj prioritet.
- Jeg har brug for fleksibilitet og frihed, og det vil også afspejle sig i åbningstiderne, siger hun, der selv er mor til to.
Hver anden uge lukker salonen nemlig senest klokken 15 og er ikke åben om lørdagen. De modsatte uger er arbejdstiden til gengæld langt mere fleksibel i forhold til kundernes behov.
Og hun glæder sig til at byde kunderne indenfor i Holsteinsgade 12, hvor man mødes af duftende stearinlys, enkel indretning og økologiske forfriskninger serveret i lokal keramik lavet af en tidligere frisør.
Produkterne, der benyttes og sælges, er også alle miljøvenlige.
- Kemi en hel dag giver hovedpine, men sådan behøves det ikke at være for hverken mig eller kunden, siger Ann Linneberg.
- Og så handler det jo også om vores natur og vores miljø.