Ægtepar fra Hou Strandpark måtte ikke møde miljø, teknik og klimaudvalget. Nu skal byrådet diskutere, om borgere fremover skal kunne få foretræde for politikerne i en sag, der berører dem.
Odder: Det er bedre at få fat i politikernes ører end deres øjne. Det mener Brian og Majbritt Bang, der forgæves har søgt foretræde for at tale deres sag.
- At tale sin sag verbalt er noget helt andet end at skrive. Har et udvalg så travlt, at de ikke kan høre os i fem minutter? Mere skal jeg ikke bruge, siger Brian Bang.
Ægteparret ville møde politikerne i miljø, teknik og klimaudvalget, fordi kommunen har sendt ændringer i en lokalplan for Hou Strandpark i høring. Hvis forslaget vedtages af byrådet, vil det blive muligt at bygge rækkehuse i området, der i dag er udlagt til parcelhuse.
Parret er imod planerne, som blev behandlet i denne uge i udvalget. To gange havde parret bedt om foretræde, og to gange fik de afslag. Det skete med henvisning til, at der er andre muligheder for at komme til orde.
Som bilag til udvalgsmødet kunne politikerne se alle høringssvar samt et notat, som forvaltningen havde lavet.
-
Der er fastlagte regler for, hvordan man har lov at tale sin sag for et udvalg i Aarhus Kommune.Man kan fortælle, hvad man mener om en sag, der bliver behandlet på et udvalgsmøde. Det sker ved at kontakte byrådets sekretariat.
Man har maks. fem minutter til at fremlægge sine synspunkter. Herefter kan politikerne stille spørgsmål, men der er tale om en debat.
Hvis flere ønsker foretræde i samme sag, vil de blive inviteret sammen. Der kan blive afsat kortere tid. Når foretrædet er slut, drøfter udvalget sagen, og det foregår for lukkede døre.
Hvis man laver skriftlige bemærkninger til sit foretræde, vil de følge med sagen, når den sendes i byrådet.
Har de læst alle svarene?
- Det er ikke mit indtryk, at politikerne har læst høringssvarene. Mange politikere vedtager ting alene på baggrund af notatet. Men der mangler flere ting, og der er noget faktuelt forkert. Vi ville gerne have fortalt politikerne, at børnetallet i Hou falder, og at der er brug for børn, siger Brian Bang.
Med afslaget på foretræde i udvalget fik Brian Bang at vide, at kommunen vil overveje, om man fremover vil give mulighed for foretræde, som man bl.a. gør Region Midtjylland og Aarhus Kommune.
Byrådsmedlem Leif Gjørtz Christensen (EL) har en fortid som byrådsmedlem og socialchef i Aarhus.
- Generelt fungerede det ganske godt med foretræde dengang. Det handler om at afstemme forventningerne. Borgerne kan uddybe deres synspunkter, men de deltager ikke i udvalgsbehandlingen eller beslutningen. Der er ingen grund til at tøve, og jeg var overrasket over, at det ikke var almindelig praksis i Odder, siger Leif Gjørtz Christensen.
Han oplyser, at Enhedslisten, SF og Radikale Venstre vil foreslå, at byrådet skal vedtage nogle regler for foretræde.