Den demokratiske kæmpe John Murtha død
mandag d. 8. feb. 2010 - kl. 22:03
John Murtha, den tidligere amerikanske marinesoldat og politiker, der blev en af de hårdeste kritikere af krigen i Irak, er død, 77 år gammel.
Den konservative demokrat fra delstaten Pennsylvania, som ledte det magtfulde forsvarsudvalg i Repræsentanternes Hus til sin død, led af blærekræft. Han sov stille ind, oplyser familien.
Murtha stemte i 2002 for at gå i krig i Irak. Men hans velvilje vendte sig til vrede over præsident George W. Bush.
Med den tyngde, han havde i amerikansk politik, udløste det en kæmpe debat, da han i 2005 erklærede, at tiden var kommet for USA til at trække sig ud af Irak.
Det var samme dag, hvor præsident Bush i en tale sagde, at han ikke ville sætte nogen frist for den amerikanske tilbagetrækning.
I 2006 vakte det stor opsigt, da han anklagede amerikanske soldater for at stå bag en massakre på civile i den irakiske landsby Haditha. Han beskyldte den amerikanske hær for at sløre forbrydelsen.
Murtha var den første kampsoldat fra Vietnam-krigen, der blev valgt til den amerikanske kongres. Det blev han i 1974. Han var i hele sit politiske liv en stærk fortaler for den amerikanske hær.
/ritzau/AFP
|